Læsetid: 1:51 (557 ord)

De fleste, der taber sig, tager det hele på igen.

Men hvorfor egentlig?

Hvis du har fulgt lidt med i debatten om varigt vægttab de sidste par år, har du nok hørt, at det er vores hormoner, der fucker med os.

Når vi taber os, skruer kroppen både (lidt) ned for forbrændingen og (meget) op for appetitten.

Det virker næsten som om, at den ikke ønsker, at vi skal tabe os.

Og det er nok ikke helt forkert.

Store fedtdepoter har nemlig, historisk set, været godt for vores overlevelse, fordi de beskytter os mod at dø af sult, når maden er knap. I dag er knaphed på kalorier en by i Rusland. Vores gener har bare ikke fået beskeden.

Men der er også en anden, simplere forklaring på, at vægten ryger på igen.

En forklaring, der er røget lige rigeligt i baggrunden, mens hormonerne har solet sig i rampelyset.

I hvert fald hvis du spørger en vanenørd som mig.

Forklaringen gemmer sig blandt andet i en artikel fra 2020, hvor tre norske forskere ville beskrive udfordringen med at holde et vægttab*.

Så de lavede en systematisk gennemgang af vægttabsstudier, hvor der hverken var brugt medicin eller kirurgi – og som fulgte op på vægttabet i minimum tre år.

Og konklusionen var klar: Den vægt, deltagerne tabte, røg langsomt – men sikkert – på igen.

Ikke overraskende.

Der er dog et ’men’. Et ret stort ’men’, synes jeg.

Et af kriterierne for, at et studie kom med i analysen, var nemlig, at der ikke måtte være en ”kontinuerlig intervention”. Indsatsen skulle have en (kort) udløbsdato.

Ligesom en slankekur.

Men hvad skete der så i de (få) studier, hvor interventionen så at sige ”blev ved”? Dem kiggede forskerne også på. Og her var konklusionen en helt anden:

”Størstedelen af deltagerne opnåede et tilfredsstillende vægttab med minimal vægtøgning i opfølgningsperioden.”

Med andre ord: Vægttabet holdt, når deltagerne blev ved med at gøre noget aktivt for det.

Og så er vi tilbage ved emnelinjen for mailen her. For hvad er den primære årsag til, at man tager på igen efter et vægttab?

Det simple svar: Man vender tilbage til de spisevaner, man havde før**.

Nu tænker du måske, at det her er en no brainer. Men jeg ved, at mange har troet, at hvis bare de taber sig, så bliver den nye vægt ”normalen”. Og at den derfor kræver det samme at vedligeholde, som den højere vægt.

Det er bare ikke tilfældet***.

Desværre.

Det norske studie – og mange andre, ligesom det – er glimrende til at svare på, hvad der sker, når man stopper en intervention: Vægtkurven laver en U-vending; fra stejlt nedadgående til stejlt opadgående.

Men de fortæller os ikke, hvad der sker, når man bliver ved.

De fortæller os til gengæld, at det er nødvendigt at blive ved. At varigt vægttab kræver en varig indsats.

Det betyder samtidig, at du skal finde noget, du rent faktisk kan blive ved med.

Og det er på ingen måde unikt for vægttab.

Uanset om du vil i bedre form, spise sundere, drikke mindre alkohol, bruge mindre tid på mobilen, række mere ud til gamle venner eller lave færre impulskøb, er løsningen ikke en kortvarig intervention.

For det giver kun et kortvarigt resultat.

Nej, løsningen er at skabe nye systemer, rutiner og vaner. Kun på den måde bliver det nemt nok til, at du kan blive ved.

Et hurtigt spørgsmål til dig:

Hvad har du forsøgt at forandre med en kortvarig intervention, som i virkeligheden kræver, at du skaber nye rutiner?

* Nordmo, Morten et al. “The challenge of keeping it off, a descriptive systematic review of high-quality, follow-up studies of obesity treatments.” Obesity reviews (2020)

** OK, jeg ved ikke, om de vender tilbage til præcis samme spisevaner, for det undersøger studierne ikke. Jeg ved bare, at de stopper med det, de gjorde anderledes for at tabe sig – og typisk vender man tilbage til det, man gjorde før.

*** Har man først vejet 120 kg, så er det typisk markant sværere at holde vægten på 80 kg, end det er for en på 80 kg, der ikke har været tungere – blandt andet pga. ændringer i stofskifte og appetithormoner, men altså også fordi gamle spisevaner ligger på lur i hjernen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet